FIND VEJ I FØLELSER
Hvad er Find vej i følelser?
Find vej i følelser er et kombineret individuelt og gruppeterapeutisk tilbud målrettet unge mellem 14 og 18 år, som gerne vil blive bedre til at forstå og håndtere stærke følelser og få flere redskaber til de situationer, hvor livet er svært.Forløbet er for unge, som oplever, at følelserne nogle gange bliver så intense, at det påvirker dig i hverdagen. Måske oplever du, at du hurtigt bliver meget vred, meget ked af det, frustreret, går i sort eller overvældet. Måske svinger følelserne hurtigt, eller måske føles det som om, de tager styringen og gør det svært at finde ro igen.
Hvis noget af dette lyder bekendt, er du ikke alene og Find vej i følelser kan måske være det rette tilbud for dig.
Hvordan foregår det?
Forløbet starter med en gruppegang for forældre. Her får dine forældre information om forløbet og de færdigheder, der gennemgås i forløbet, så de bedre kan støtte dig undervejs.
Derefter er fokus på dig. Du får 5 individuelle samtaler med din egen behandler samt 5 gruppegange med andre unge, som også oplever, at stærke følelser kan være svære at håndtere.
I de individuelle samtaler arbejder med de ting, som fylder i din hverdag.
I gruppen arbejder vi med at forstå følelser og lære nye måder at håndtere dem på, når de bliver stærke eller svære.
Under forløbet får du en personlig "Hold ud-pose" med konkrete redskaber, som kan hjælpe, når følelserne bliver særligt intense.
Hvad lærer du i forløbet?
I forløbet lærer du konkrete færdigheder, som kan hjælpe dig, når følelserne bliver overvældende.
Du lærer blandt andet:
At forstå dine følelser bedre
At håndtere stærke følelser på en mere hjælpsom måde
At skabe mere ro, når følelserne fylder meget
At komme igennem svære situationer uden at blive helt overvældet
At passe bedre på dig selv, når livet er svært
At finde flere muligheder for, hvad du kan gøre, når noget bliver udfordrende
Færdighederne trænes både i gruppen og i de individuelle samtaler, så du får mulighed for at afprøve dem i din hverdag.
Målet er ikke at fjerne følelserne, men at lære dem bedre at kende og finde nye måder at håndtere dem på.
Hvad deler vi i gruppen?
Du bestemmer selv, hvor meget du har lyst til at fortælle. Ingen bliver presset til at dele noget, de ikke er klar til.
For nogle unge kan stærke følelser også hænge sammen med selvskade eller selvmordstanker. Det er følsomme og personlige emner, som vi ikke taler om i gruppen, men som der er plads til at arbejde med i de individuelle samtaler.
Hvem møder du?
Forløbet ledes af:
Martine Boyle
Speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri
Sarah Madsen
Autoriseret psykolog

